Medlemsblad

Orientalsk DanseUnions medlemsblad

Orientalsk DanseUnions medlemsblad udkommer fire gange årligt og udsendes til alle foreningens medlemmer. Bladet har gennem årene været igennem en rivende udvikling, og der er langt fra det første medlemsblad foreningen udsendte i februar 2005 og til det blad der udsendes i dag.

 

Nedenfor kan du bl.a. finde oplysninger om medlemsbladets deadlines, annoncering, krav til artikler og fotos og andre praktiske oplysninger, samt lidt historie om medlemsbladets udvikling.

 

Deadlines: Orientalsk DanseUnions medlemsblad udkommer fire gange årligt, og fremsendes til alle foreningens medlemmer. Medlemsbladet har deadlines den 20. januar, med udgivelse i marts måned, den 1. Maj, med udgivelse i juni måned, den 1. august med udgivelse i september måned, samt den 1. november.

 

Løssalg: Tidligere udgivne medlemsblade sælges i løssalg for kr. 50,- pr. blad (+ evt. porto kr. 21,-)

Ønsker du at købe tidligere udgivne medlemsblade, kan du henvende dig til redaktionen på e-mail: oduredaktionen@gmail.com eller ved henvendelse til foreningens kasserer på e-mail: kasserer@odu.dk 

 

Materiale til Orientalsk DanseUnions medlemsblad: Orientalsk DanseUnion vil meget gerne modtage artikler, anmeldelser, tegninger, digte eller andet, som du gerne vil dele med de andre medlemmer via medlemsbladet. Hensigten er at skabe et blad, der kan have bred almen interesse, og som indeholder artikler om alt, der kan have interesse for en orientalsk danser.

Vi modtager også gerne tips og idéer samt ris og ros, så vi ved, hvad der er godt og hvad vi skal forbedre.

Materiale til Orientalsk DanseUnions medlemsblad kan sendes til: oduredaktionen@gmail.com

Sender du en mail til oduredaktionen@gmail.com, vil du altid i løbet af få dage modtage en bekræftende mail, der sikrer, at du ved, at din mail er nået sikkert frem (i ferieperioder kan der naturligvis gå lidt længere tid, inden du får en mail retur).

 

Bemærk: Artikler med et kommercielt indhold, vil blive betragtet som en annonce - læs mere herom under annoncer.

 

Krav til artikler og fotos: Artikler kan fremsendes via e-mail til redaktionen, skrevet i Word eller Publisher. Vil du have en nogenlunde ide om, hvor meget det færdige resultat vil fylde i medlemsbladet, så skriv din tekst med skrifttypen Arial. Lav overskrift med skriftstørrelse 26 fed og brødtekst med skriftstørrelse 10. Sæt margin til 1,5 hele vejen rundt. Lav evt. 3 spalter med 0,5 mellem hver spalte.

 

Fotos bedes vedhæftet i e-mailen og skal leveres i så høj opløsning som muligt. Bemærk at billeder indsat i f.eks. Word ikke kan bruges. Fylder billederne meget, kan du lave en aftale med redaktionen om at levere dem via Dropbox, eller de kan efter aftale sendes på en CD-rom/DVD.

Sender du fotos, så sørg venligst for en tilladelse fra fotografen og fra de personer, der optræder på de fotos, du sender. Husk altid at oplyse fotografens navn til redaktionen.

Udvælg og send de bedste fotos - send hellere et godt end fem dårlige.

Skriv også gerne forslag til billedtekster i e-mailen, eller i det vedhæftede dokument efter selve artiklen. Skriv meget gerne billedteksten med fx rød skrift så vi ikke er i tvivl.

 

Vi gør opmærksom på: Alle artikler der indsendes til redaktionen får læst korrektur.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte artikler, og afvise artikler, såfremt vi mener, at de på nogen måde kan virke anstødene (i fald artiklen afvises, vil skribenten naturligvis få besked herom med en forklaring).

 

Aftryk og gengivelse af artikler samt fotos fra Orientalsk DanseUnions medlemsblad og hjemmeside er beskyttet ifølge loven om ophavsret. Det er derfor ikke tilladt at kopiere artikler og billeder uden en skriftlig forud indgået aftale med Orientalsk DanseUnion.

 

Artikler bragt i Orientalsk DanseUnions medlemsblad afspejler ikke nødvendigvis foreningens/bestyrelsens holdning, kun når de underskrives af bestyrelsen.

 

Vi tager naturligvis forbehold for trykfejl.

 

Annoncering i medlemsbladet:

Det er muligt at annoncere i Orientalsk DanseUnions medlemsblad.

En annonce kan fx være omtale af et kommercielt arrangement, fx et show, en workshop, en bazar eller lign.

Tegner du en annonce for en workshop, bringer vi gerne en mere dybdegående artikel om underviseren.

 

Har du spørgsmål vedr. annoncering i Orientalsk DanseUnions medlemsblad eller på foreningens hjemmeside, er du altid velkommen til at kontakte redaktionen på oduredaktionen@gmail.com eller webmaster@odu.dk

 

Som medlem opnår du naturligvis rabat i forhold til ikke-medlemmer, når du annoncerer.

Annoncepriser til bladet: På Dansk  -  In English

 

Underviserlisten: Det er gratis for medlemmer af Orientalsk DanseUnion at stå på underviserlisten.

Tilmelding til underviserlisten medfører, at du automatisk kommer til at figurerer både i foreningens medlemsblad samt på foreningens hjemmeside.

Ønsker du at komme på underviserlisten, skal du blot sende en e-mail til oduredaktionen@gmail.com, indeholdende relevante oplysninger inkl., hvor du geografisk ønsker at stå opført.

HUSK at sende en mail til redaktionen i tilfælde af adresseændring, nyt telefonnummer eller ny e-mail der skal rettes på underviserlisten.

Bemærk at tilmelding til underviserlisten bortfalder ved manglende kontingentindbetaling senest d. 31. januar.

 

Kalenderen: Orientalsk DanseUnions kalender er fortrinsvis til arrangementer og workshops af relevans for mavedansere. Ønsker du at få et arrangement i medlemsbladets/hjemmesidens kalender?

Send kortfattede oplysninger om arrangementet til redaktionen på e-mail oduredaktionen@gmail.com.

Som medlem er det gratis for dig at få dit arrangement i kalenderen.

Vi modtager også gerne tips om arrangementer, der kunne være interessante for andre mavedansere.

Kalenderen findes i sin fulde længde på www.odu.dk samt i en forkortet version med aktuelle arrangementer i Orientalsk DanseUnions medlemsblad.

 

Lidt historie om medlemsbladet:

Indhold: På artikelsiden kan man virkelig se en positiv fremgang i forhold til det det første medlemsblad Orientalsk DanseUnion udsendte, og til det medlemsblad der udsendes i dag.

Redaktionen modtager i dag langt flere artikler fra medlemmerne end vi gjorde i starten. Det første blad der blev udgivet indeholdt af naturlige årsager en del praktisk information. Der var bl.a. tre hele sider med præsentation af de aktive, referat af den stiftende generalforsamling og foreningens vedtægter og andet af den slags. Det betød, at der ikke var meget plads til artikler, men da det var det første blad der blev udsendt, var det også vigtigt at få den relevante information bragt ud til medlemmerne, og få fortalt hvem vi var, og ikke mindst hvad vi ville med foreningen.

 

 Da det er et medlemsblad for og af medlemmerne, indeholder det naturligvis masser af stof omkring arrangementer, der har været afholdt eller skal afholdes, men også de mere dybe artikler har fundet vej til redaktionen, ligesom debatter også så småt har fået spalteplads.

Det betyder dog ikke at udviklingen stopper her, for selvom bladet er blevet langt bedre i dag end da det første gang udkom, så er der fortsat plads til forbedringer.

På redaktionens ønskeliste for fremtiden står bl.a. nogle flere gennemarbejdede og dybdegående artikler om fx mavedansenes historie, oprindelse og udvikling, portrætter af nogle af de store dansere, både danske, udenlandske, nutidige og dem fra dansens fortid og ikke mindst mavedansens guldalder, noget om hvad der karakteriserer de forskellige stilarter, osv. osv.

Vi håber I fortsat vil bakke op, og sende materiale til medlemsbladet. Det er jeres blad, og dermed jer der er med til at bestemme, hvad der skal trykkes i det.

 

Fra sort/hvid til farve: Det første medlemsblad var på 28 sider og var trykt i sort/hvid.

Medlemsblad nr. 8, der blev udsendt i december 2006, var det første blad der fik lidt kulør på. Bladet havde nemlig fire sider trykt i farve.

De efterfølgende blade var igen trykt i sort/hvid, da foreningen på daværende tidspunkt fortsat var forholdsvis ny, og dermed ikke helt havde økonomien til et blad med farver.

Frem til december 2007 havde foreningens flotte logo (tegnet af Lise Bjerregaard Nielsen), prydet hele forsiden af medlemsbladene, men da medlemsblad nr. 12 blev sendt ud i december 2007, var det med et foto af Dud Muurmand på forsiden  i en skøn sigøjnerdans med sus i det rundskårede grønne skørt. Også rammen havde fået et ansigtsløft, og nederst på siden kunne man nu se, hvad bladet bl.a. indeholdt.

Blad 12 var det første medlemsblad, der blev trykt i fuld farve.

De næste tre medlemsblade var igen trykt i sort/hvid. Blad 16 der udkom i december 2008 havde så igen nogle få farvesider.

I blad 17, der blev sendt ud i marts 2009, lige knapt fire et halvt år efter foreningen blev stiftet, kunne man på side 11 læse overskriften "Flot farveblad". Det var nemlig lykkedes at få en aftale i stand med trykkeriet Hellas Grafisk i Haslev (www.hellasgrafisk.dk). Hellas Grafisk havde besluttet at bakke op om foreningen, og givet os et tilbud på bladet trykt i farver, der lå meget tæt på hvad vi tidligere havde betalt for tryk i sort/hvid. Det betød at foreningens medlemsblad fra og med marts 2009 har været trykt i farve.

 

Vil du være en del af redaktionen? Som udgangspunkt er ingen af redaktionens medlemmer professionelle indenfor journalistik eller inden for grafik. Redaktionen består af frivillige ulønnede ildsjæle, der har tid og lyst til at sammensætte et forhåbentligt spændende blad til foreningens medlemmer.

 

Arbejdet i redaktionen består bl.a. i, at finde frem til nogle gode og relevante emner, der kan skrives om i medlemsbladet. Relevante emner kunne fx være en dybere artikel om de forskellige stilarter, der findes inden for mavedans - hvad er shaabi, saiidi, oriental, baladi, hvor stammer stilarten fra, hvad karakteriserer denne stilart osv. Eller noget om dansens historie og oprindelse. Man kan også portrættere både danske og udenlandske, nutidige og fortidige dansere - og sådan kunne vi blive ved.

Dernæst skal man enten selv skrive, eller alternativt skal der findes frem til en skribent, der ved noget om netop dette emne, og enten skal personen så holdes lidt i hånden, så vi også er sikre på, at der kommer en artikel ud af det i sidste emne, eller alternativt skal der laves et interview, såfremt det er en der ved en masse, men måske ikke skriver så levende.

Der er også masser af shows og koncerter med relevans for mavedansere, der skal skrives anmeldelser af. Indimellem er redaktionen så heldige at få fribilletter til arrangementer. Disse billetter gives fortrinsvis til et redaktionsmedlem eller anden skribent, der vil skrive om arrangementet til Orientalsk DanseUnions medlemsblade.

 

Der er masser af plads til udvikling af medlemsbladet og der er altid plads til en ildsjæl mere i redaktionen.

Det meste kommunikation mellem medlemmerne af redaktionen, medlemmerne som skriver, og foreningens bestyrelse forgår via e-mail, så det er vigtigt, at redaktionsmedlemmerne tjekker mails forholdsvist ofte. Vi mødes til  redaktionsmøder når vi i redaktionen finder det nødvendigt, hvor vi fx drøfter udvikling af medlemsbladet samt fordeling af opgaver.

Har du lyst til at blive en del af Orientalsk DanseUnions redaktion? Så send en mail til: Oduredaktionen@gmail.com

 

Kontakt redaktionen: Send din artikel, arrangementsoplysninger, digt, anmeldelse, annonce, ris og ros, tips og ideer m.v. til redaktionen på e-mail: oduredaktionen@gmail.com

 

 
 
[Tilbage] web hit counter